I et videointerview på Latino Review i forbindelse med promovering af “BloodRayne” kan Michael Madsen fortælle at han netop har gjort noget, som ingen har set ham gøre før.

Den faste Tarantino skuespiller har netop optaget en lille rolle i den kommende spoof-opfølger “Scary Movie 4”, der i vanens tro igen vil gøre godt og grundigt grin med en række af de senere års gyserfilm, som bl.a. “Saw”.

[i]”Jeg kan ikke fortælle hvem jeg skal spille, fordi jeg blev tvunget til at underskrive en fortrolighedsklausul med Miramax,”[/i] fortæller Madsen.

Madsen medvirkede i David Zuckers komedie “My Boss’s Daughter” for et par år siden, og derfor ville Zucker gerne have ham med ombord på det fjerde kapitel i “Scary Movie” filmserien.

Han kan desuden også fortælle, at han vender tilbage til syndens by, i fortsættelsen “Sin City 2”, hvor han vil have en meget større rolle end i den første film.