Skuespillerinde Erica Durance, der bedst kendes for sin rolle som Lois Lane i serien “Smallville”, er nu blevet castet i New Line Cinemas opfølger til “The Butterfly Effect”.

Rollebesætningen i den nye film, der ikke vil have Ashton Kucher i hovedrollen, besættes primært af canadiske skuespillere. Det er endnu ikke blevet oplyst, hvem der vil påtage sig filmens mandlige hovedrolle. Optagelserne til “The Butterfly Effect 2” påbegyndes i denne måned.

Den nye film, som instrueres af John Leonetti, følger en ny ung hovedperson, der ligesom Kutcher i den første, finder ud af, at han kan rejse i tiden. Da han beslutter at ændre nogle begivenheder i fortiden til det bedre, medfølger det en række uforventede konsekvenser i hans nutidige liv.

En talsmand fra New Line kan fortælle, at filmen formentlig vil blive udgivet direkte på dvd senere i 2006.