Tim Story, der var instruktør på “Fantastic Four”, har skrevet under på at stå bag kameraet på den lovede fortsættelse til filmen om den populære superheltekvartet. Det samme har manuskriptforfatteren Mark Frost, der også skrev historien til den første film.
Det forventes at Ioan Gruffudd, Jessica Alba, Chris Evans og Michael Chiklis gentager deres roller, da de originalt havde indgået aftaler, der strakte sig over en planlagt trilogi. Julian McMahon, som havde rollen som den onde Victor von Doom, vender dog ikke tilbage. McMahon skal i stedet spille overfor Sandra Bullock i thrilleren “Premonition”, der påbegynder produktion til januar.
20th Century Fox har sat premieredatoen til “Fantastic Four 2” til 4. juli, 2007. Den første film var også sat til at få premiere 4. juli, men blev rykket til 8. juli for at undgå for meget konkurrence med “War of the Worlds”.
