Uwe Boll, der er instruktør på den kommende filmatisering af computerspillet “BloodRayne”, kan nu fortælle, at hans første version af filmen er så blodig, at den har fået censur-ratingen NC-17. The Motion Picture Association of America har derfor tvunget Boll til at klippe flere særligt grafiske scener ud af filmen, og “BloodRayne” vil nu få en R-rating, når den får premiere i de amerikanske biografer til januar.

[i]”Vi vil udsende den originale udgave kort efter på dvd, men vi var nødt til at udelade de dele, hvor vi skar mennesker midt over,”[/i] fortæller Boll. [i]”Vi lavede nogle virkelig, virkelig gode effekter og ting jeg aldrig før har set på film. Mange af de effekter er stadig i filmen, men nogle af de mest chokerende ting er blevet klippet ud, og det er okay, for det fjerner fokus fra selve filmen.”[/i]

Kristanna Loken, der har titelrollen som den hævngerrige halvvampyr, indrømmer at en del af filmens scener gjorde hende dårlig: [i]”Jeg tror den scene, der virkelig gav mig kvalme, var da jeg stak den her fyr gennem øjet og blodet sprøjter ud.”[/i]

Hendes medspiller Michael Madsen, der selv har medvirket i en række blodige film som f.eks. “Kill Bill” og “Sin City”, erkender at visse øjeblikke i filmen skræmte ham: [i]”Der er en scene hvor den her fyr bliver hugget midt over og folk bliver ved med at stikke ham,”[/i] fortæller Madsen. [i]”Ja, det forstyrrede mig lidt.”[/i]

Den omklippede version af “BloodRayne” får amerikansk premiere 6. januar. Den danske premieredato er endnu ikke fastlagt.