Den unge skuespillerinde Dakota Fanning skal lægge stemme til titelkarakteren i Laika Entertainments animerede spillefilm “Coraline”.

Filmen er baseret på kultforfatteren Neil Gaimans populære børnebog og skal instrueres af Henry Selick, der også står bag “The Nightmare Before Christmas” og “Jimmy og den Store Fersken”.

Historien følger en ung pige, der opdager en alternativ version af sit liv, efter hun finder en hemmelig smutvej i sit nye hjem. Udadtil virker den parallelle verden som hendes eget liv – bare meget bedre. Eventyret tager dog en farlig drejning, da afspejlingen af pigens forældre forsøger at beholde hende for altid.

“Coraline” bliver produceret af Bill Mechanic gennem Pandemonium Films og Mary Sandell fra Laika.