Traditionen tro afholdes der hvert år Emmy-prisuddeling for de bedste tv-serier i USA og i udlandet, og for fjerde år i træk er DR nomineret. I år, ved den 33. Emmy-uddeling, er kanalen endda nomineret for hele to tv-serier, “Ørnen” og “Unge Andersen”.
Krimi/dramaserien “Ørnen” er nomineret for bedste dramaserie, og “Unge Andersen” er nomineret i kategorien bedste miniserie/tv-film.
DR vandt Emmy-statuetter i 2002 og 2003, for henholdsvis “Rejseholdet” og “Nikolaj og Julie”. Sidste år var DR nomineret for tv-serien “Krøniken”, men vandt dog ikke tredje gang.
