BlueTights kan nu fremvise et nyt afsnit af Bryan Singers videodagbog fra optagelserne af den kommende “Superman Returns”, men denne gang indeholder klippet de første kig på selve filmen om Manden af Stål, der blev fremvist ved Comic-Con i San Diego.

I sin production diary “20 Hours in San Diego” ser vi instruktøren Singer i flyet på vej til San Diego, hvorefter der følger klip fra selve filmen, hvor det er muligt at se nogle korte glimt med f.eks. Clark Kent og Perry White, Lois Lane i et interview med Superman, og Kal-El med en krystal fra Krypton.

Brandon Routh har rollen som Superman, mens Kate Bosworth har rollen som reporteren Lois Lane. Rollen som Supermans ærkefjende, Lex Luthor, er besat af Kevin Spacey.

Warner Bros. udsender filmen i amerikanske biografer 30. juni, 2006.