Universal Pictures har hyret Tony Gilroy (“Armageddon”) til at skrive manuskriptet til “The Bourne Ultimatum”, den næste film i serien om lejemorderen Jason Bourne.

“The Bourne Ultimatum” er den tredje filmatisering i Robert Ludlums Bourne-trilogi, der desuden tæller “Manden uden navn – The Bourne Identity” og “Bourne duellen”.

Matt Damon foventes at skulle gentage titelrollen som lejemorderen med hukommelsestab, og skuespilleren har flere gange tidligere givet udtryk for at ville medvirke i en tredje film. Der vil dog ikke forelægge en konkret aftale, før at Gilroys manuskript bliver indleveret. Det vides endnu ikke, hvem filmstudiet har i kikkerten til at påtage sig instruktørtjansen.

De to første “Bourne”-film har sammen indtjent mere end $500 mio. på verdensplan.