Det forlyder nu at Francis Ford Coppolas filmatisering af S.E. Hintons roman “The Outsiders” fra 1983 udkommer i en ny version.

Den nye version får titlen “The Outsider: The Complete Novel”, og har fået tilføjet 22 minutter ekstra scener, der skulle inkludere en ny start og slutning på filmen. Coppola har yderligere tilføjet et helt nyt soundtrack til filmen, med numre fra Elvis Presley, Van Morrison, Jerry Lee Lewis, Carl Perkins, The Marketts, Sandy Nelson og mange flere.

Selve filmen, der nu er 114 minutter lang, har fået et nyt transfer, og inkluderer desuden introduktion og kommentarspor af Francis Ford Coppola og tilsvarende intro og kommentarspor fra C. Thomas Howell, Matt Dillon, Diane Lane, Ralph Macchio, Rob Lowe og Patrick Swayze.

Af ekstra materiale vil man kunne finde dokumentarerne: “Staying Gold”, “S.E. Hinton on Location in Tulsa” og “The Casting of The Outsiders”. Der vil desuden kunne findes en række slettede scener og meget mere.

Udgivelsen, der strækker sig over to disks, vil kunne anskaffes fra 20. september.