Skuespillerne Kurt Russell, Richard Dreyfuss, Emmy Rossum og Mike Vogel er nu alle blevet castet i Warner Bros’. kommende remake af katastrofefilmen “The Poseidon Adventure” fra 1972 med Wolfgang Petersen som instruktør.

“The Poseidon Adventure” er baseret på romanen af Paul Gallico, som fortæller historien om de overlevende på det nødstedte skib S.S. Poseidon, som må forsøge at finde vej gennem skroget på det kæntrede skib, så de kan komme op til overfladen.

Russell skal i filmen spille en tidligere brandmand og borgmester, som er på rejse med sin datter (Rossum) og hendes kæreste (Vogel). Dreyfuss skal spille en homoseksuel mand, hvis kæresteforhold går i vasken kort før afgang. Andre Braugher er desuden i forhandlinger om at spille skibets kaptajn.

Manuskriptet til “The Poseidon Adventure” er skrevet af Mark Protosevich og Akiva Goldsman, og optagelserne til projektet påbegyndes 18. juni.