Tilsyneladende får vore netsvingende superhelt Spider-Man nok at se til i sit kommende tredje filmeventyr, eftersom et nyt rygte vil vide, at han denne gang skal op imod hele to skurke.
Det har tidligere været rapporteret, at Thomas Hayden Church er blevet castet i filmen i rollen som den farlige skurk Sandman, men efter sigende skulle en kilde have bekræftet, at netkravleren også må stå over for den udspekulerede Hobgoblin (Den gule djævel) i den kommende “Spider-Man 3”.
Sam Raimi ønskede oprindeligt to skurke i “Spider-Man 2”, men valgte til sidst bare at nøjes med én, så måske vil instruktøren tage fat på den idé i den næste film? I slutningen af 2’eren blev der lagt op til, at Harry Osborne muligvis ville påtage sig arven fra sin fader som The Green Goblin – eller Den grønne gnom, som han hedder på dansk – ganske som i tegneserien. Dog skal rygtet om de to skurke tages med et gran salt.
