Produceren Mike Elliot kan i et interview med Moviehole fortælle lidt om de kommende sequels, som han arbejder på. En af dem er fortsættelsen til computerthrilleren “War Games” fra 1983, som havde Matthew Broderick i hovedrollen.

Om “WarGames 2” siger han: [i]”Historien er mere international… Halvdelen af filmen foregår i Philidelphia, den anden i Europa. Jeg må egentlig ikke sige noget endnu. Ingen af de originale stjerner bliver overvejet til ‘War Games’. Det er svært at tro, men den originale ‘War Games’, som jeg ser som en sand klassiker, er tyve år gammel! Den originale blev lavet i en tid før alle havde deres egen computer… før vi havde verdensomspændende adgang til internettet. Dengang var verden så forskellig fra den nutidige, meget mere uskyldig, så vi blev nødt til at lave et hav af opdateringer. Resultatet er mere højteknologisk og hurtigere end originalen. Det er svært, men forhåbentlig vil vi både tilfredsstille fans af den originale og samtidig tiltrække et nyt publikum.”[/i]

Manuskriptet til “War Games 2: The Deadly Key” bliver skrevet af Rob Kerchner.

Desuden kan Elliot berette, at han i øjeblikket arbejder på en fortsættelse til “The Prince and Me” – denne gang blot uden Julia Stiles på rollelisten. Endvidere arbejder Elliot også på dvd-fortsættelsen “American Pie 4: Band Camp”.