Atari, Inc. er sammen med Warner Bros. Interactive Entertainment i gang med at udvikle PC- og konsolspillet “The Matrix: Path of Neo”, som er baseret på Wachowski brødrenes populære sci-fi filmtrilogi “The Matrix”.

Det kommende spil markerer endnu et samarbejde mellem Atari, brødrene Wachowski og “Matrix”-producer Joel Silver. I 2003 udsendte Atari spillet “Enter the Matrix”, der fungerede som en parallel tidslinje til “The Matrix: Reloaded” og en forbindelse til den afluttende film “The Matrix: Revolutions”.

I “Path of Neo” vil det endelig være muligt at spille rollen som filmenes centrale karakter ‘Neo’ og opleve de vigtigste og mest mindeværdige scenarier fra den komplette filmtrilogi. Den sti, som spilleren vælger gennem spillet og konsekvenserne af ens valg, bliver skrevet og instrueret af Wachowski brødrene.

Filmenes nøgleskuespillere vil alle få deres udseende med i spillet, som også vil inkludere klip fra alle tre film, såvel som fra “The Animatrix”

“The Matrix: Path of Neo” skal efter planen udkomme til juletid til PlayStation2, Xbox og PC.