Hos Yahoo! Movies er det nu muligt at se de første fem minutter af 20th Century Fox’ kommende tegneseriefilmatiering “Elektra”, der har Jennifer Garner i titelrollen.

I filmen spiller Garner atter den sexede lejemorder fra “Daredevil”, der bliver bragt tilbage af den ninjaorganisation der i sin tid trænede hende. Elektra bliver dog gode venner med sit næste mål og beslutter at gå op imod sine overordnede, og til det får hun hjælp af den blinde kampsportsekspert, der engang trænede hendes ex-kæreste.

“Elektra” er instrueret af Rob Bowman og har desuden Terence Stamp, Jason Isaacs, Natassia Malthe og Will Yun Lee på rollelisten.