Manga Entertainment har tidligere meldt ud, at de vil udsende en ny forbedret DVD-version af Mamoru Oshiis cyberpunk-klassiker “Ghost in the Shell”, og nu er udgivelsens specs blevet offentliggjort.
Den populære futuristiske anime-film vil denne gang blive udstyret med DTS ES 6.1 og DD-EX 5.1 på både det japanske og engelske lydspor, og billedsiden skulle efter sigende også været forbedret.
DVD-udgaven vil desuden indeholde info om filmens karakterer, såvel som en biografi af instruktøren Oshii og skaberen Masamune Shirow. Endvidere vil der være at finde et par featurettes, filmens trailers samt postkort og en dobbeltsidet miniposter.
“Ghost in the Shell: Special Edition” bliver udsendt på R1-DVD 11. januar 2005.
