Ben Kingsley, Michelle Rodriguez og Will Sanderson er alle blevet castet i Uwe Bolls filmatisering af videospillet “BloodRayne”, der har Kristina Loken i titelrollen som den hævngerrige halvvampyr.

Kingsley har fået rollen som karakteren Kagan og Will Sanderson skal spille Evil Thrall. Det er endnu ikke blevet afsløret, hvilken rolle Rodriguez skal spille.

Desuden står Olaf Ittenbach SFX for filmens special effects, mens Doug Oddy, Toybox og Upstart står for CGI-effekterne for BloodRayne-karakteren.

BloodRayne forventes at have en kærlighedsinteresse i filmen, som vil foregå 240 år efter begivenhederne i spillet. Men Boll tager stadig udgangspunkt i spillets historie, hvor BloodRayne skal finde frem til tre Talisman-organer: et hjerte, et øje og et ribben fra forfadervampyren Beliar.

Optagelserne til “BloodRayne” påbegyndes denne måned i Rumænien efter et manuskript af Guinevere Turner (“American Psycho”).