James Bond kan snart opleves som skoledreng i 1930’ernes England, hvor han som teenager oplever eventyr rundt omkring i verden – indtil videre dog kun i en romanserie skrevet af forfatteren Charlie Higson.

Det er forlaget Penguin, som har hyret Higson til at skrive om den unge James Bond, inden han bliver rekrutteret til Hendes Majestæts Hemmelige Tjeneste.

Den første bog, som forventes at blive udgivet i marts 2005, handler om Bond der som skoledreng rejser til et skotsk slot, hvor en amerikansk forretningsmand har gang i lyssky affærer.

Bøgerne vil desuden beskrive hvorledes Bond klarer sig igennem sorgen ovenpå forældrenes død i en skiulykke.