Keanu Reeves skulle eftersigende være klar til at gentage sin rolle som Ted Logan i en tredje film om duoen Bill og Ted, som vi så første gang i 1989 i komedien “Bill & Ted’s Excellent Adventure”.

Reeves mener nemlig, at de to dumme hovedpersoner vil være endnu sjovere som 40-årige, og desuden skulle hans medspiller Alex Winter også være villig til at stille op.

[i]”[Alex Winter] og jeg har talt om det, men vi ejer desværre ikke materialet, så det er ikke op til os at afgøre, hvad der skal ske. Vi spiller bare rollerne. Men det ville altså være skægt at se dem igen. De er 40 år, overvægtige og synger sikkert i forhallen på et lufthavnshotel”[/i], fortæller Reeves.

“Bill & Ted” har foruden fortsættelsen, “Bill & Ted’s Bogus Journey”, også affødt to tv-serier – en animeret i 1990 med de originale skuespilleres stemmer og en live-action fra 1992 med andre skuespillere.