Instruktøren Peter Jackson er stadig i fuld gang med at færdiggøre den tredje og sidste del i “Ringenes Herre” trilogien, “Kongen Vender Tilbage”. Han er færdig med at lave optagelser med de store skuespillere, og er i gang med at klippe og lave special effects. Han er slet ikke gået i gang med musikken til filmen endnu, og føler at premieren i Wellington, New Zealand 1. december ligger meget langt ude i fremtiden. Det fortæller han til det New Zealandske site Stuff.
Samtidig virker Jackson ikke i tvivl om at “Kongen Vender Tilbage” bliver den bedste af de tre film: “[i]Det er den film som jeg vil være mest stolt af, så jeg arbejder hårdt på at det sker… Jeg tror når folk ser tilbage på de tre film, så vil jeg have at “Kongen Vender Tilbage” er den som de virkelig kan huske når det kommer til den emotionelle oplevelse,[/i]” udtaler instruktøren og tilføjer: “[i]Jeg vil have at den er grunden til at vi lavede de to andre film.[/i]”
Jackson fortæller også at han gerne ville have filmatiseret Tolkiens “Hobbitten”, men at filmrettighederne til bogen er i hårknude med et rivaliserende Hollywood selskab.
