Den oprindelige Lando Calrissian-skuespiller, Billy Dee Williams, er gået i skarp træning – rygterne tager til om et comeback i “Episode IX”.
Han har hverken medvirket i “The Force Awakens” eller “The Last Jedi” – i modsætning til de andre ‘gamle’; Harrison Ford, Mark Hamill og Carrie Fisher.
Men nu blusser rygterne op igen om et muligt comeback til Billy Dee Williams i rollen som Lando Calrissian.
Ved weekendens MegaCon i Orlando blev det således afsløret, at 81-årige Billy Dee Williams er gået i skarp træning – det samme gjorde Carrie Fisher, inden hun vendte retur i rollen som Leia i “The Force Awakens”.
Netop Leia var udset som hovedkarakter i “Episode IX”, men efter Fishers dødsfald i slutningen af 2016 må J.J. Abrams og Lucasfilm finde på en alternativ løsning.
En del af den løsning kan hedde Billy Dee Williams og en aldrende Lando Calrissian – timingen imellem Billy Dees nye livsstil og de snarlige “Episode IX”-optagelser kunne tyde på det.
Den forbindelse er dog stadig på spekulations-stadiet.
I fremtiden kommer vi dog til at se mere til Lando – Lucasfilm vil således gerne en dag lave et spinoff, sandsynligvis med Donald Glover i rollen, præcis som i “Solo”.
https://twitter.com/jensen_bryan/status/1000433854799319040
