Disney ændrer sandsynligvis på den fremadrettede “Star Wars”-strategi i kølvandet på skuffelsen med “Solo”.
Kun fem måneder efter premieren på “The Last Jedi” gav Lucasfilm premiere til “Solo: A Star Wars Story”. Det kommer næppe til at ske igen.
En Disney-insider afslører, at Lucasfilm-ejeren ikke kommer til at give premiere til to “Star Wars”-film så tæt på hinanden i fremtiden, skriver The Hollywood Reporter.
Men selv om “Solo” er åbnet skuffende, så betyder det ikke nødvendigvis færre “Star Wars”-film i fremtiden.
Tværtimod holder Lucasfilm fast i strategien om én “Star Wars”-film om året.
Foruden “Episode IX” har Lucasfilm en film om Boba Fett og en om Obi-Wan Kenobi i udvikling.
Samtidig skriver “The Last Jedi”-instruktør Rian Johnson på en helt ny trilogi, imens også “Game of Thrones”-skaberne David Benioff og D.B. Weiss skriver på en række nye “Star Wars”-film.
