Hvorfor er mange Netflix-serier 13 afsnit lange? Tv-branchen er den skyldige, siger Netflix-chef.
“House of Cards”, “Orange is the New Black” og Netflix’ egne Marvel-serier er alle 13 afsnit pr. sæson, hvilket har fået kritik for at være for langtrukkent.
Netflix-chef Cindy Holland svarer på kritikken og lægger skylden på tv-branchen:
“I tidligere forhandlinger og aftaler med tredjeparts-selskaber blev vi på en måde fastlåst en smule af konventionen fra kabel-tv om at have 13 episoder,” fortæller Holland ifølge IGN.
I tv-branchen i USA har tv-selskaberne i længere tid lavet 23-24 afsnit pr. sæson, men begyndte senere at skære sæsoner ned til 13 i de tilfælde, hvor man enten vil fortælle en anden slags historie eller tiltrække større stjerner.
Netflix-chefen peger yderligere på, at hvis man ser på deres indhold nu, så er serierne oftest ikke længere end 10 afsnit.
“The Punisher”-showrunner Steven Lightfoot har senest rost de 13 afsnit, der giver tid til at udfolde en større fortælling – læs mere om det her.
