Loki Scarlet Witch Marvel serier disney / Filmz.dk

Loki og Scarlet Witch får egne Marvel-serier på ny Disney-tjeneste.

I 2019 lancerer Disney en egen streaming-tjeneste. Her kan fremtidens film fra Marvel Studios og Lucasfilm streames efter biografen.

Men Disney planlægger som bekendt også eksklusivt streaming-indhold. Heriblandt en række kommende Marvel-serier.

Således erfarer Variety, at der er planer for minimum to serier; én om Loki og én om Scarlet Witch, der senest begge medvirkede i “Infinity War”.

Serierne vil blive på 6-8 afsnit, og de vil have de originale skuespillere i titelrollerne – altså Tom Hiddleston og Elizabeth Olsen.

Desuden vil det ikke blive Marvel Television, der skal producere de kommende streaming-serier, som de ellers har gjort det for Netflix med “Daredevil” og “Jessica Jones”.

Derimod bliver det Marvel Studios med MCU-chef Kevin Feige, som skal stå i spidsen for udviklingen af de nye Marvel-serier.

Budgetterne bliver angiveligt massive sammenlignet med andre Marvel-serier.

Det samme bliver tilfældet med en kommende live-action-serie fra “Star Wars”-universet – læs om det her.