Lucasfilm skal lave færre “Star Wars”-film efter floppet med “Solo”.
“Solo: A Star Wars Story” blev en øjenåbner internt hos Lucasfilm, der i kølvandet på fiaskoen ændrede strategien for fremtidens “Star Wars”-produktion – læs om det her.
Nu erkender Disney-chef Bob Iger da også, at Lucasfilm har lavet for mange “Star Wars”-film alt for hurtigt:
[i]”Fejlen – som jeg tager skylden for – var lidt for meget og for hurtigt. Du kan forvente, at vi sætter tempoet ned, men det betyder ikke, at vi ikke laver film,”[/i] siger Iger til The Hollywood Reporter.
Iger fortæller, at J. J. Abrams’ “Episode IX” efter planen er på vej, ligesom han fremhæver David Benioff og D.B. Weiss’ kommende “Star Wars”-film – læs mere om det her.
Fremtiden vil dog byde på markant mindre “Star Wars” end i de første år med Disney som ejere af Lucasfilm:
[i]”Vi er netop nu ved at begynde at tage beslutninger om, hvad der skal ske efter J. J. Abrams’ film. Men vi kommer til at være mere varsomme med mængde og timing.”[/i]
Disney-chefen nævner intet om “Star Wars”-fremtiden for spinoffs i stil med “Solo”. Filmz kunne i den sammenhæng tidligere på året fortælle, at Lucasfilm har sat alle spinoffs-projekter på pause på ubestemt tid – læs om det her.
“Star Wars: Episode IX” får premiere d. 19. december i 2019.
