22 July dansk premiere biograf Netflix / Filmz.dk

Biograf-premieren på Netflix-filmen “22 July” blev besøgt af otte personer.

Den første almindelige biograf-premiere på en Netflix-film nogensinde fandt sted i går kl. 15.30 i Palads-biografen i København.

Til trods for at der var tale om dagens eneste premiere-visning af “22 July”, så blev der kun solgt otte billetter til Sal 12 i Palads, hvor der er plads til 47 personer.

“Jason Bourne”-instruktør Paul Greengrass’ første Netflix-film fik altså ikke det danske publikum til at storme i biografen, hvilket måske ikke er så mærkeligt endda.

Netflix har sandsynligvis kun sat biograf-visningen op, fordi de er kontraktligt forpligtet til det – læs om det her.

I stedet har Netflix gjort alt for at holde biograf-premieren på “22 July” hemmelig.

Derfor var det også kun Filmz, der havde opdaget premieren, hvilket betød, at kun Filmz anmeldte “22 July” på premieredagen – du kan læse anmeldelsen her.

“22 July” kan opleves yderligere seks gange i Palads-biografen – hver dag kl. 15.30 – inden den får global Netflix-premiere d. 10. oktober.