Netflix vil give biograferne flere uger med eksklusivitet for at øge chancen for en Oscar for Bedste film.
Den gik ikke. Netflix-filmen “Roma” fik en begrænset biograf-premiere før årets Oscar-show, hvilket endte med tre priser til “Roma” – dog ikke Bedste film. Det skal ændres til 2020.
Her stiller Netflix med Martin Scorsese-filmen “The Irishman” med Robert De Niro og Al Pacino på rollelisten – se teaseren her.
For at øge Oscar-chancerne for “The Irishman” – og for at gøre Martin Scorsese tilfreds – arbejder Netflix på en ny biograf-strategi.
Flere biograf-eksperter – heriblandt Danske Biografer-formanden Kim Pedersen – vurderede korrekt, at den amerikanske filmbranche ikke ville tildele en Netflix-film Bedste film-prisen.
Det skyldes angiveligt, at Netflix ikke ville spille efter biograf-reglerne og overholde biograf-vinduet. Således var “Roma” på Netflix få uger efter biograf-premieren.
Det skal ændres frem mod 2020. The Hollywood Reporter afslører, at Netflix aktuelt forhandler med biograferne om en løsning, der giver en bredere premiere til “The Irishman” i bytte for flere uger med eksklusivitet til biograferne.
“The Irishman” får premiere til efteråret.
