Bodil Roma Netflix afsløring / Filmz.dk

Vinder Netflix-filmen “Roma” i aften en Bodilpris, så kommer ingen på scenen for at modtage den. 

“Roma” er i aften blandt de fem nominerede til Bodilprisen i kategorien Bedste ikke-amerikanske film – se de øvrige nominerede her.

Vinder Netflix-filmen prisen, så kommer der dog ingen på scenen for at modtage Bodil-statuetten, erfarer Filmz.

Det er “Roma”-instruktør Alfonso Cuarón, der personligt er nomineret til prisen, men han kommer ikke til København som gæst ved Bodilfesten.

Netflix – der har europæiske kontor i London og Amsterdam – sender heller ikke en repræsentant til Danmark for at modtage prisen.

Den situation er dog ikke ny ved Bodilfesten. I de udenlandske kategorier er det traditionelt set den danske biograf-distributør, som kommer på scenen for at modtage prisen og sige tak på vegne af instruktøren.

Derfor ville det ifølge traditionen være Scanbox, som i tilfældet af “Roma”-sejr skulle på scenen og blære sig med at have distribueret en prisvinder. Det kommer næppe til at ske.

Scanbox vil ellers sandsynligvis have repræsentanter i salen, når showet begynder kl. 20 i Stærekassen i det indre København.

Distributøren er nomineret ved “Charmøren”, som de offentligt ønskede tillykke med Bodil-nomineringerne tilbage i januar – læs nærmere om det her.

Men Scanbox var tilsvarende tavse om Bodil-nomineringen til “Roma”, der ellers er blevet hjulpet ind i de danske biografer af netop Scanbox.

Det vil distributøren bare ikke offentligt stå ved. Måske fordi Netflix med “Roma” har brudt med det danske biograf-vindue, hvilket Scanbox har hjulpet dem med.

Filmz har spurgt Scanbox om denne “Roma”-tavshed flere gange – med tavshed som svar.

Derfor tyder Filmz’ oplysninger på, at ingen kommer på scenen i tilfælde af en Bodilpris i aften til Netflix-filmen “Roma”.

Det er anmelder-foreningen Danske Filmkritikere – heriblandt Filmz – der uddeler Danmarks ældste filmpris.