Keri Russell græd efter at have læst J. J. Abrams’ manuskript til “Star Wars: The Rise of Skywalker”.
“The Americans”-stjernen Keri Russell er en af de nyeste stjerner, som tilføjes til “Star Wars”-universet med “The Rise of Skywalker” – læs mere om hendes rolle her.
I et interview med Associated Press fortæller stjernen, at hun havde en kraftig følelsesmæssig reaktion, da hun læste instruktøren J. J. Abrams’ manuskript:
“Da jeg læste det manuskript, som han har skrevet, så græd jeg. Altså hvem ved, hvad den ender med at blive, men jeg håber, at den holder sig til, hvad han oprindeligt ville have,” siger Russell.
Skuespilleren tilføjer, at hun er glad for hans måde at se “Star Wars”-universet på:
“Han prøver ikke at ændrer det til noget andet. Han respekterer virkelig, hvad det er.”
J.J. Abrams og Keri Russell har arbejdet meget sammen tidligere, da hun spillede hovedrollen i serien “Felicity” der kørte fra 1998 til 2002, som Abrams skrev og var producer på.
“Star Wars: The Rise of Skywalker” får dansk premiere d. 18. december.
