Joker Oscar Venedig / Filmz.dk

Joaquin Phoenix-filmen “Joker” er blandt kandidaterne til filmfestivalen i Venedig.

Oscar-film som “The Hurt Locker”, “La La Land”, “The Shape of Water” og “Roma” har det tilfælles, at de alle fik verdenspremiere på filmfestivalen i Venedig.

Festivalen er over de seneste år blevet en foretrukken start for mange af Oscar-sæsonens største film.

Den 25. juli bliver årets Venedig-film afsløret, og blandt de udvalgte kan meget vel være DC-filmen “Joker”, vurderer Deadline.

Sker det, så kan det være et signal om, at DC Films satser på Oscar-succes til Joaquin Phoenix og “Joker”.

Det ville i så fald ikke være første gang, at Joker-rollen rimer på Oscar-priser.

Afdøde Heath Ledger vandt som bekendt i 2009 en Oscar for sin præstation som Jokeren i Christopher Nolans “The Dark Knight”.

Det vurderes også, at Netflix-filmen “The Irishman” samt sc-if-filmen “Ad Astra” bliver en del af årets Venedig-festival, der finder sted fra d. 28. august til d. 7. september.

Du kan se traileren til “Joker” lige her.

“Joker” får premiere d. 3. oktober.