Avengers Endgame hjemmebiograf biograf / Filmz.dk

“Avengers: Endgame” oplever sit hidtil største fald i billetsalget – sker parallelt med premieren i hjemmebiografen.

I sidste uge fik “Avengers: Endgame” digital premiere i den amerikanske hjemmebiograf. Og det kan mærkes i biograferne.

Uge efter uge har “Avengers: Endgame” tabt mellem 25 og 60 procent (i gennemsnit 38 procent) i billetsalg i forhold til ugen før – hvilket er helt normalt.

Men det største fald i procent skete i sidste uge, hvor de amerikanske biografer oplevede et fald på 67 procent i efterspørgslen efter “Avengers: Endgame”.

Det skete samme uge som VOD-premieren på Marvel-filmen til hjemmebiografen.

Biograferne er normalt beskyttet af et eksklusivt biografvindue, hvor biograferne har eneret på at vise nye film.

Men efter 15 uger i biografen er biografvinduet nu ophørt for “Avengers: Endgame”, hvilket altså tilsyneladende har fået MCU-fans til at søge mod hjemmebiografen.

Danske Marvel-fans må vente lidt endnu på “Avengers: Endgame” til hjemmebiografen – læs om det her.

“Avengers: Endgame” har globalt solgt biografbilletter for 2,794 milliarder dollars.