Spider-Man Far From Home director's cut biograf / Filmz.dk

Sony Pictures forbereder repremiere på “Spider-Man: Far From Home” – lover flere nye scener.

I weekenden overhalede MCU-filmen “Far From Home” James Bond-filmen “Skyfall”. Dermed er den nye “Spider-Man”-film den største Sony-film nogensinde med et aktuelt billetsalg på 1,109 milliarder dollars.

Den bedrift skal nu fejres med et Director’s Cut af Jon Watts’ “Spider-Man: Far From Home”, som får premiere i de amerikanske biografer d. 30. august, erfarer MCU Cosmic.

Sony Pictures lover angiveligt helt nye scener tilføjet “Far From Home”, der giver en helt ny “Spider-Man”-oplevelse.

Det vides endnu ikke, hvilke ekstra scener der er tale om, men det kan være en række ‘To-Do List’-scener, som er annonceret til Blu-Ray-udgaven – læs om det her.

Om dette Director’s Cut også får premiere i de danske biografer er endnu uvist.

Marvel Studios sendte tidligere på året en forlænget udgave af “Avengers: Endgame” tilbage i biografen, hvilket medvirkede til at sikre titlen som verdens største film nogensinde.