The Rise of Skywalker Rose Tico / Filmz.dk

Kelly Marie Tran gik fra stor rolle i “The Last Jedi” til mikroskopisk rolle i “The Rise of Skywalker” – nu forklarer manuskriptforfatteren sig.

Hun blev af mange symbolet på Rian Johnsons nye Star Wars-retning i “The Last Jedi”. Som den første ikke-hvide kvinde havde Kelly Marie Tran som Rose Tico en markant rolle at spille i en Star Wars-film.

Siden blev Kelly Marie Tran mødt af had på internettet, som fik skuespilleren til at slette sin Instagram-konto – læs om det her.

Instruktør J. J. Abrams valgte i optakten til “The Rise of Skywalker”-kampagnen at lægge afstand til “The Last Jedi”, hvilket også kunne spores i selve filmen.

Det gik blandt andre ud over Rose Tico-karakteren, som måtte nøjes med 76 sekunder i “The Rise of Skywalker”.

Det har fået “The Last Jedi”-fans til at kritisere “The Rise of Skywalker”-holdet for at bøje sig for kritikken af den nye Star Wars-mangfoldighed.

Den kritik afvises nu af “The Rise of Skywalker”-forfatter Chris Terrio:

[i]”Vi ønskede Rose som anker på rebellernes base hos Leia. Vi mente ikke, at vi kunne efterlade Leia på basen uden nogle af de centrale karakterer, som vi elsker, så Leia og Rose arbejdede sammen,”[/i] siger Terrio til Awards Daily.

Dette samarbejde var dog minimalt i selve filmen, men det skyldes den afdøde Carrie Fishers rolle som Leia.

Abrams og Terrio havde begrænset med Leia-scener at vælge fra, hvilket i sidste ende gik ud over Rose Tico:

[i]”Scener, som vi havde skrevet med Rose og Leia, viste sig ikke at opfylde den standard i forhold til fotorealisme, som vi havde håbet. Disse scener udgik desværre af filmen.”[/i]

Læs også ‘Kina bevarer lesbisk kys i “The Rise of Skywalker” – LGBT-censur i Mellemøsten‘.