Hollywood Foreign Press Association erstatter fisk med planter i et forsøg på at skabe et klimavenligt Golden Globe Awards-show.
I nat uddeler Hollywood Foreign Press Association den næststørste filmpris i Hollywood ved den 77. udgave af Golden Globes.
De indbudte stjerner til showet på Beverly Hilton får i den anledning serveret mad, der i år for første gang er fri fra animalske fødevarer.
Menuen blev ellers annonceret i december, hvor der var fisk på kortet, men i sidste øjeblik har HFPA anmodet om en udelukkende vegansk menu i klimaets navn, skriver The Hollywood Reporter.
Således får Hollywood-stjernerne nu serveret en forret bestående af kold suppe på gyldne beder med kørvel og amarant. Til hovedret står den på østershatte med svamperisotto, ristede kartofler, rosenkål, gulerødder og ærteskud.
HFPA-præsident Lorenzo Soria begrunder ændringen af menuen til Golden Globes:
[i]”Klimakrisen omringer os, og vi tænkte på det nye år og det nye årti. Så vi begyndte at tale om, hvad vi kan gøre for at sende et signal,”[/i] siger Lorenzo Soria.
HFPA serverer desuden vand i glasflasker samt har planer om at genbruge årets røde løber til fremtidige arrangementer.
Læs også ‘“Joker” nomineret til Golden Globe Awards – kæmper imod Netflix‘.
Golden Globe Awards begynder i nat kl. 02.00 og sendes på DR2 tirsdag den 7. januar kl. 20.00.
