Retfærdighedens ryttere Anders Thomas Jensen Mads Mikkelsen / Filmz.dk

Anders Thomas Jensen er på vej med sin kun femte spillefilm som instruktør – stort budget og stjernespækket cast.

Han står bag “Blinkende lygter”, “De grønne slagtere”, “Adams æbler” og “Mænd & høns”. Nu gør Anders Thomas Jensen klar til optagelser af “Retfærdighedens ryttere”.

“Retfærdighedens ryttere” har Mads Mikkelsen i hovedrollen på en rolleliste, der også tæller navne som Nikolaj Lie Kaas, Lars Brygmann, Nicolas Bro, Andrea Heick Gadeberg, Gustav Lindh og Roland Møller.

Budgettet til komedien er på 39 millioner kroner og handler om den udstationerede militærmand Markus (Mads Mikkelsen), som må tage hjem til sin teenagedatter, Mathilde, da hans kone dør i en tragisk togulykke.

Hvad der først ligner en tilfældighed, er måske i stedet et nøje orkestreret attentat. Det er matematiknørden Otto (Nikolaj Lie Kaas) overbevist om, da han dukker op med sine to excentriske kollegaer Lennart (Lars Brygmann) og Emmenthaler (Nicolas Bro).

Otto var selv passager på det forulykkede tog, og som indicierne hober sig op, står det klart for Markus, at nogen må stå bag.

Læs også ‘Oscar-vindende “Blinkende lygter”-producent skriver kontrakt med Netflix‘.

“Retfærdighedens ryttere” får premiere den 25. december.