Hulkling homoseksuel hulk mcu marvel wandavision / Filmz.dk

Marvel Studios leder efter en skuespiller til rollen som Hulkling – medvirker i “WandaVision”.

Phase 4 af MCU bliver i den grad den mangfoldige fase for Marvel Studios. Nu meldes en homoseksuel Hulk-karakter på vej til Disney Plus-serie.

Det begyndte onsdag med, at den normalt troværdige Daniel Richtman afslørede, at Hulkling – også kendt som Teddy Altman – var på vej til MCU.

Herefter fulgte Geeks WorldWide op med mere Hulkling-nyt. Her blev det afsløret, at Marvel søger en mand på 15-20 år til rollen som Teddy Altman.

Nu kan The Illuminerdi angiveligt afsløre, at Hulkling bliver en del af “WandaVision”, der får premiere senere i år.

Tidligere er det blevet afsløret, at “WandaVision” vil introducere organisationen S.W.O.R.D. – læs om det her.

Og netop S.W.O.R.D. vil i “WandaVision” stå for at beskytte Teddy, der er Skrull og minder om en yngre udgave af Hulk, men med formskiftende evner.

Teddy Altmans introduktion til MCU i “WandaVision” vil give god mening for fans af Marvel Comics-tegneserierne.

Således blev Hulkling introduceret i 2005 i “Young Avengers #1” som kæreste til Wiccan, der er den ene af Wanda og Visions sønner.

Et lækket casting-bånd har allerede afsløret, at netop Wiccan – og Speed – medvirker i “WandaVision”.

Læs også ‘Casting-læk: Død Marvel-helt kan genopstå i MCU-serie‘.

Wiccan, Speed og Hulkling er desuden alle medlemmer af Young Avengers.