Universal-tjenesten Peacock vil tilbyde reklamefinansieret streaming-indhold.
Netflix, Disney Plus, Apple TV+ og den kommende HBO Max kan se frem til endnu en amerikansk spiller på streaming-markedet i 2020.
Der er tale om NBCUniversals streamingtjeneste Peacock, der vil tilbyde 7.500 timers underholdning. Og det ganske gratis.
Peacock bliver en annoncedrevet tjeneste, der i modsætning til streaming-konkurrenterne ikke vil kræve et abonnement for at tilgå tjenestens indhold, skriver The Hollywood Reporter.
Der vil ganske vist også blive udbudt en premium-model uden reklamer mod betaling på fem dollars om måneden.
NBCUniversal-tjenesten vil byde på nyt originalt indhold som en ny “Battlestar Galactica” og et reboot af “Fede fritimer” samt NBC-serier som “The Office” og “Parks and Recreation”, ligesom der formentlig vil være indhold fra Lionsgate og Universal Pictures.
Peacock forventer at have 30-35 millioner abonnenter i 2024.
Læs også ‘Undersøgelse om 4 nye streamingtjenester – sådan er efterspørgslen‘.
Peacock går i luften i hele USA den 15. juli.
