Bob Iger stopper Disney / Filmz.dk

Bob Iger på 69 år træder tilbage som chef for The Walt Disney Company – Bob Chapek overtager omgående.

Han stopper på toppen efter 15 år som topchef hos Disney, hvilket sidste år fik ham kåret til den magt magtfulde person i hele Hollywood.

Bob Iger overtog ansvaret som topchef hos Disney i 2005 – og han har ikke spildt tiden.

I 2006 opkøbte han Pixar for 7,4 milliarder dollars, hvilket blev fulgt op af en overtagelse af Marvel Entertainment i 2009 for fire milliarder dollars.

Marvel Studios har siden skabt verdens største filmfranchise nogensinde i form af Marvel Cinematic Universe.

George Lucas sagde i 2012 ja til at sælge Lucasfilm for 4,06 milliarder dollars til Disney, hvilket har betydet fem nye Star Wars-film samt serien “The Mandalorian”.

Endelig overtog Disney i 2019 Fox for 71,3 milliarder dollars, hvilket blandt andet betyder, at X-Men og Fantastic Four bliver ført videre af Marvel Studios.

Senest har Bob Iger stået i spidsen for den succesfulde lancering af Disney Plus, der forventes at blive den hårdeste konkurrent i fremtiden til Netflix.

Læs også ‘Top 100 over de mest magtfulde personer i Hollywood‘.

Bob Igers afløser har Disney fundet internt i form af Bob Chapek, der kommer fra en stilling som bestyrelsesformand for Disney Parks, Experiences and Products. Chapek begynder som ny topchef for Disney med det samme.