Mad Max Furiosa skuespiller / Filmz.dk

Anya Taylor-Joy er i spil til hovedrollen i forhistorie til “Mad Max: Fury Road”.

George Miller er så småt i gang med at forberede opfølgeren til “Mad Max: Fury Road”, der bliver en prequel.

“Fury Road”-instruktøren planlægger angiveligt en forhistorie med fokus på den yngre Furiosa – fra tiden før hun blev Imperator hos Imortan Joe, som var skurken i “Fury Road”.

Dermed bliver Charlize Theron sandsynligvis erstattet i rollen som Furiosa, hvilket George Miller allerede er gået på jagt efter, skriver Variety.

Miller har afholdt flere videomøder med mulige skuespillere til rollen – heriblandt Anya Taylor-Joy, der har medvirket i “The VVitch”, “Split” og “The New Mutants”.

Læs også ‘“Fury Road”-fortsættelse bliver måske uden Mad Max‘.

“Mad Max: Furiosa” går efter planen i optagelse i 2021.