De danske distributører nægter at lytte til biograferne – flere biograftitler på vej som video on demand.
I dag var der en historisk streaming-premiere i Danmark på Universal-titlerne “The Invisible Man”, “Emma” og “The Hunt“. Alle tre var de tiltænkt en stor rolle i biograferne, der er tvunget til at holde lukket på grund af coronavirussen.
Derfor valgte Universal Pictures at udleje de tre titler til VOD-streaming og dermed bryde med det normale biografvindue, der sikrer tre måneder imellem biografpremiere og streaming.
Det har fået brancheorganisationen Danske Biografer til at reagere med en advarsel imod streaming-strategien, der både er skadelig for branchen og publikum, mener biograferne.
Men den advarsel skræmmer ikke de danske distributører, der netop nu har biograftitler liggende, som ikke har udsigt til at tjene penge, fordi biograferne stadig holder lukket.
Læs også ‘Danske Biografer kritiserer biograftitler til streaming: Ikke godt for publikum‘.
Filmz erfarer således, at flere store biograftitler – med planlagt biografpremiere i marts og april – er på vej til hjemmebiografen i den nærmeste fremtid, hvilket altså er stik imod Danske Biografers anbefaling.
Jeg må endnu ikke nævne konkrete titler, men #dkfilm-distributører er nu begyndt at droppe april-premierefilm i biografen: Vurderingen er, at de danske biografer ikke åbner lige med det samme.
— Morten Just (@mortenjust1) March 20, 2020
