Risiko biograf genåbning / Filmz.dk

Genåbningen af Danmark er nu opdelt i fire risikogrupper – biograferne er i middelgruppen.

Hvornår må de danske biografer igen genåbne? Det spørgsmål ønsker mange biografejere og filmfans snart besvaret – de må vente lidt endnu.

Men første del af svaret kan TV 2 nu afsløre. Mediet har fået fat på et lækket notat fra Sundheds- og Ældreministeriet til de øvrige partiledere.

Her har Statens Seruminstitut opdelt de lukkede dele af det danske samfund i fire smittekategorier – lav, middel, høj og meget høj risiko.

Biograferne er placeret i gruppen med middel risiko, fremgår det ud fra notatet. Hvad betyder det?

Det betyder, at biograferne ikke umiddelbart står først for, når der skal genforhandles om næste fase af genåbningen af Danmark, men de står absolut heller ikke sidst i køen.

Læs også ‘44 procent vil helst bære maske i biografen i USA – én gruppe stikker ud‘.

Danske Biografer-direktør Lars Werge meddeler, at han på vegne af landets biografer over de seneste dage har været i dialog med Kulturministeriet vedrørende en plan for biograf-genåbningen.

Lars Werge tror dog ikke på, at biograferne får lov til at åbne i den næste fase efter den 10. maj.