Justice League HBO Max Zack Snyder Cut / Filmz.dk

Warner Bros. har mødtes med Zack Snyder om en premiere på instruktørens udgave af “Justice League”.

I begyndelsen af året skete det, som #ReleaseTheSnyderCut-bevægelsen har drømt om siden 2017 – at Warner Bros.-ledelsen ville overveje at frigive ‘Snyder Cut’.

DC-chefer har været til en privat visning af Zack Snyders “Justice League” – nu forhandles der om, hvordan den kan frigives.

Flere kilder siger til DCEU Mythic, at der er noget på vej – og at der bliver tale om en premiere på streaming-tjenesten HBO Max.

Kilderne er dog usikre på, hvordan “Justice League” bliver frigivet – der er efter sigende to muligheder.

Den dyre model er at færdiggøre Zack Snyders vision, hvilket angiveligt vil koste i nærheden af 20 millioner dollars, da der især mangler effektarbejde samt enkelte scener.

Her kan der blive tale om en decideret film eller en miniserie, da ‘Snyder Cut’ er 214 minutter lang.

Den anden mulighed er at frigive Zack Snyders “Justice League” ufærdig, som den er. Altså et råklip, som særligt vil være interessant for de mange fans i #ReleaseTheSnyderCut-bevægelsen.

Læs også ‘“Justice League”-visning: DC overvejer premiere på ‘Snyder Cut’‘.

HBO Max går i luften i USA den 27. maj.