Ratched Netflix serie billeder / Filmz.dk

“Gøgereden”-skurken Mildred Ratched får sin egen prequel-serie på Netflix – de første billeder er frigivet til “Ratched”.

Hun er utvivlsomt filmhistoriens største kvindelige skurk. Louise Fletcher i rollen som Nurse Ratched fra Milos Formans Oscar-klassiker “One Flew Over the Cuckoo’s Nest” er altid at finde på toplisten over de største skurke nogensinde på film.

Nu overtager Sarah Paulson rollen i en forhistorie til “Gøgereden” på Netflix med titlen “Ratched”. For denne gang har Nurse Ratched hovedrollen igennem otte afsnit.

“Ratched” begynder i 1947, hvor Mildred ankommer til det nordlige Californien for at søge om arbejde på et førende psykiatrisk hospital, hvor der bliver lavet nye og foruroligende eksperimenter på det menneskelige sind.

På en hemmelig mission viser Mildred sig som den perfekte sygeplejerske, men som tiden går, infiltrerer hun det mentale sundhedsvæsen og dem, der arbejder der. Mildreds stilfulde ydre erstattes af en voksende ondskab, som længe har ulmet indeni, og viser hvordan ægte monstre er skabt – ikke født.

Læs også ‘Top 25: Her er de mest frygtede skurke i Hollywood‘.

“Ratched” får premiere på Netflix den 18. september.