“The Flash” bliver den definitivt sidste optræden for Ben Affleck som Batman.
Det var en stor DC-bombe, der sprang i går, da det kom frem, at Ben Affleck gør comeback i rollen som Batman i “The Flash”.
Nyheden fik straks spekulationerne til at gå i gang om en ny, stor DC-fremtid for Affleck. Måske en solofilm eller en serie på HBO Max?
Nej. The Wrap afviser nu HBO Max-rygterne og andre forlydener om, at Ben Affleck har en stor fremtid foran sig som Batman.
Fremtiden tilhører i stedet Robert Pattinson – og til dels Michael Keaton.
For mens Pattinson er i front for Matt Reeves’ “The Batman”-univers, så vender også Keaton tilbage som Batman – i “The Flash” sammen med Ben Affleck. Hvordan det?
“The Flash” bliver baseret på “Flashpoint”, hvor Barry Allen rejser tilbage i tiden for at forhindre drabet på sin mor, hvilket skaber en ny virkelighed tilbage i nutiden.
Således vil “The Flash” formentlig lægge fra land med Ben Affleck som Bruce Wayne, som stiftede bekendtskab med Barry Allen i “Justice League”.
Men i den alternative nutid bliver det sandsynligvis i stedet Michael Keatons udgave af Bruce Wayne, som Barry Allen må forholde sig til.
Keaton skal således være en gennemgående figur i fremtidens DC Universe efter “The Flash” som en art Nick Fury-karakter, som Marvel-fans kender det fra MCU.
Derfor starter og slutter Ben Afflecks Batman-comeback med “The Flash”.
Læs også ‘DC-instruktør bekræfter: Derfor er der comeback til Ben Affleck‘.
“The Flash” får premiere i sommeren 2022.
