Black Panther 2 muligheder / Filmz.dk

Marvel Studios har angiveligt to muligheder for at fortsætte med “Black Panther 2”.

Selv Chadwick Boseman troede til det sidste, at han skulle spille hovedrollen i “Black Panther 2”, hvilket han desværre ikke skal.

Nu skriver The Hollywood Reporter, at Marvel Studios har to veje at gå i forhold til at gå videre med “Black Panther 2” uden den afdøde Chadwíck Boseman.

Den oplagte er at hyre en ny skuespiller til rollen og lade som ingenting. Her har flere fans allerede peget på “Tenet”-stjernen John David Washington som et oplagt bud på en afløser.

Ulempen ved den løsning er, at andre MCU-fans sandsynligvis vil protestere, ligesom de færreste skuespillere måske har lyst til at blive sammenlignet direkte op mod Boseman.

Derfor vurderes det, at den anden løsning er mest realistisk: Den nye Black Panther findes allerede i Marvel Cinematic Universe.

Her peges der på Letitia Wright, der spiller Shuri, som er søster til T’Challa, der også i tegneserierne har stiftet bekendtskab med at få ansvaret for at regere Wakanda.

Læs også ‘Chadwick Boseman var sikker på at overleve – forberedte sig på “Black Panther 2”‘.

“Black Panther 2” er aktuelt premieresat til 2022.