Hyde Park Entertainment har udset sig professorterningen som hovedrolleindehaver i ny spillefilm.
Transformers, LEGO – og nu Rubiks terning.
Det tredimensionelle puslespil bliver det næste legetøj i rækken, der tager turen fra børneværelset til biograflærredet. Det skriver Variety.
Læs også: Paramount har valgt næste “Transformers” – går efter denne instruktør
Det er produktionsselskabet Hyde Park Entertainment, der har sikret sig rettighederne til en spillefilm om den udfordrende klods, der tog verden med storm tilbage i 1980’erne.
Terningen blev opfundet af den ungarske billedkunstner og arkitekturprofessor Ernő Rubik i 1974. Seks år efter solgte han rettighederne til at producere terningen som legetøj. Siden er der solgt over 350 millioner eksemplarer.
Det er selvfølgelig langt fra første gang, at Rubiks terning optræder i en film. Blandt de mere prominente biroller kan nævnes “Dude, Where’s My Car”, “The Pursuit of Happyness” samt ikke mindst “WALL-E” (som set på billedet).
Men det er altså første gang, at terningen er udset til en decideret hovedrolle.
Det er endnu sparsomt med oplysninger om filmens plot, ligesom premieredatoen fortsat er ukendt.
