Den danske Hollywood-stjerne Mads Mikkelsen skal spille overfor Harrison Ford i den femte film i “Indiana Jones”-franchisen.
Mikkelsen slutter sig til det elskede franchise sammen med den britiske skuespiller og manuskriptforfatter Phoebe Waller-Bridge, hvis casting blev annonceret sidste uge. Harrison Ford er selvfølgelig tilbage som den legendariske eventyrer med den ikoniske pisk og fedora.
“Indiana Jones 5” markerer første gang, franchiseskaberen Steven Spielberg ikke står ved roret. I stedet er det “Logan”- og “Ford v Ferrari”-instruktør James Mangold, der har fået den utvivlsomme ære af at føre en af filmhistoriens mest elskede karakterers eventyr videre på det store lærred.
Spielberg er dog stadigvæk i høj grad involveret i filmens produktion som producer, og hans indflydelse skulle efter sigende kunne mærkes. Desuden er John Williams, franchisens faste komponist og skaber af det ikoniske “Indiana Jones”-tema, tilbage.
Læs også: “Steven Spielberg skaber film løst baseret på sin barndom med “Venom”-stjerne i stor rolle”
Mads Mikkelsen er uden tvivl en af de største danske stjerner nogensinde, og han har de seneste år oplevet kæmpe succes med roller i kæmpe franchises som “Star Wars” og i MCU. For nyligt har han overtaget Johnny Depps rolle som skurken Grindelwald i “Fantastic Beasts”-franchisen efter den amerikanske skuespillers fyring.
I øjeblikket kan Mikkelsen nyde at være blevet nomineret til en BAFTA for sin præstation i Thomas Vinterbergs “Druk”, der formåede at vinde prisen for bedste ikke engelsksprogede film. “Druk” er i øjeblikket også nomineret til to Oscars for bedste instruktør og bedste internationale film.
“Indiana Jones 5” sigter efter en dansk premiere den 29. juli 2022.
