Disney har ifølge Variety stoppet udviklingen af “The Mandalorian”-spinoff’en “Rangers of the New Republic”.
Den amerikanske underholdningsgigant gabte muligvis over for meget, da de i 2020 afslørede de tre forskellige “The Mandalorian”-spinoffs “The Book of Boba Fett”, “Ahsoka” og “Rangers of the New Republic”. De har i hvert fald set sig nødsaget til at stoppe udviklingen af sidstnævnte.
Det kommer med garanti som en dårlig nyhed for fans af galaksen langt, langt væk – især når man tager med i betragtningen, at den originale serie sammen med sine tre spinoffs skulle have kulmineret i ét stort cross over-event. Det gøres dog endnu værre af, at der ikke bliver givet nogen specifik grund til udviklingsstoppet.
Et bud, der af flere medier synes sandsynligt, er dog, at beslutningen er kommet i kølvandet på fyringen af “The Mandalorian”- og Cara Dune-skuespillerinden Gina Carano. Hendes rolle, der ikke bliver recastet, var længe rygtet til at have en stor rolle i serien, så det giver god mening, hvis den situation har kastet lidt for meget grus i maskineriet for Disney.
Læs også: “The Mandalorian”-skuespillerinde Gina Carano opsagt af Lucasfilm”
Det skal understreges, at det blot er udviklingen af serien, der er stoppet. “Rangers” er ikke aflyst endnu, og den kan stadigvæk genoptage udvikling, hvis Disney finder en passende løsning med projektet.
