Den første teaser trailer til MCU’s “Eternals” gør det tydeligt, at Marvel bevæger sig i en ny og spændende retning, ført an af instruktør Chloé Zhaos stilfulde vision.
De første klip af traileren byder på smukke og naturlige skud, der hurtigt sender tankerne over på Zhaos Oscar-vindende film “Nomadland”. Det bliver dog hurtigt klart, at der ligger et noget større budget bag den kommende MCU-film, og det ser ud som om, instruktøren gør fuld nytte af det.
Teaseren er heldigvis meget sparsom med information til seeren, og vi har dermed ikke fået meget andet end det første indtryk af filmens smukke stil og dens karakterer.
“Eternals” omhandler den titulære gruppe af udødelige væsner, der i hemmelighed har levet på jorden i 7000 år og været med til at forme dens historie. Da de ondsindede Deviants rører på sig, ser superheltene sig nødsaget til at genforenes for at beskytte menneskeheden.
Zhao har samlet sig et regulært stjerneensemble i “Eternals”. Her ser vi både Angelina Jolie (“Mr. & Mrs. Smith”), Salma Hayek (“Frida”), Richard Madden og Kit Harrington (“Game of Thrones”), Kumail Nanjiani (“The Big Sick”), Bryan Tyree Henry (“Godzilla vs. Kong”), Gemma Chan (“Crazy Rich Asians”), Lauren Ridloff (“Sound of Metal”), Ma Dong-seok (“Train to Busan”), Lia McHugh (“The Lodge”) og Barry Keoghan (“Dunkirk”).
Chloé Zhao har arbejdet sammen med fætrene Kaz og Ryan Firpo om at skrive manuskriptet. Filmen markerer den første gang de to fætre har skrevet en spillefilm, mens Zhao har skrevet flere af sine tidligere film.
Læs også: “‘Eternals’-instruktør laver sci-fi-western om Dracula”
Zhao har tidligere udtalt, at filmens actionscener vil tage inspiration fra Alejandro G. Iñarritus “The Revenant”, og med den naturlige følelse, den første teaser trailer giver, kan vi vist godt se frem til en smuk-men-rå action, når filmen får premiere.
“Eternals” udkommer i de danske biografer den 5. november i år.
