star wars rogue squadron matthew robinson / filmz.dk

Den første “Star Wars”-film siden afslutningen på Skywalker-sagaen har fundet sin manuskriptforfatter i Matthew Robinson, rapporterer Deadline.

Filmen, der vil omhandle en eskadrille af kamppiloter i “Star Wars”-universet, instrueres af “Wonder Woman 1984”-instruktør Patty Jenkins, der allerede blev annonceret som instruktør i december sidste år.

Læs også: “Titlen afsløret på næste “Star Wars”-film — her er instruktøren”

Matthew Robinson har et noget varieret CV, der tæller manuskripter på film som “Dora and the Lost City of Gold”, “Love and Monsters” og Ricky Gervais-filmen “The Invention of Lying”.

Selvom “Rogue Squadron” bliver den første film siden “The Rise of Skywalker”, har “Star Wars”-universet dog udviklet sig i stor grad siden.

Vi har fået både Sæson 1 & 2 af Jon Favreaus fantastiske “The Mandalorian”, og i maj i år tog vi hul på den animerede serie “The Bad Batch”.

Derudover kan vi blandt andet se frem til live-actionserierne “The Book of Boba Fett”, “Obi-Wan Kenobi” samt “Ahsoka”, der alle genbesøger elskede karakterer i “Star Wars”-mytologien.

“Star Wars: Rogue Squadron” får premiere den 22. december 2023, så der er god tid til, hvis man har brug for et gensyn med den elskede franchise inden.