batgirl første billede / filmz.dk

Leslie Grace har påklædt sig Batgirls blågule dragt i det første billede fra superheltens første film.

I år bliver vi introduceret til DCEU’s anden flagermusinspirerede superhelt. Batgirl er hendes hendes navn — Barbara Gordon er personen bag masken. Leslie Grace er skuespillerinden bag begge, og hun har nu givet os vores allerførste billede af Gordon i fuldt batsuit.

Kostumet er let genkendeligt. Med blå kropsdragt og maske samt gul kappe og batlogo er dragten stort set trukket direkte ud fra tegneserierne, hvilket med garanti vil resultere i en flok tilfredse fans. Du kan se billedet herunder.

Billede

Ligesom så mange andre superheltekarakterer har Barbara Gordon en forbindelse til et andet velkendt ansigt fra tegneserierne. Helten er nemlig politidirektør Jim Gordons datter. Han optræder naturligvis også i filmen og spilles her af J.K. Simmons, ligesom han gjorde i de to forskellige udgaver af “Justice League”.

En anden Bat-superhelt optræder også — dog i en noget ældre udgave, end man umiddelbart kunne forvente. Michael Keatons Batman, der inden længe gør comeback i “The Flash”, optræder nemlig også i “Batgirl.

Filmens skurk, den pyromaniske Firefly, spilles af “The Mummy”-stjernen Brendan Fraser.

Superheltefilmens roller — både Batman og politidirektøren — adskiller sig fra instruktør Matt Reeves kommende “The Batman”. Her spilles politidirektøren nemlig af Jeffrey Wright, mens det er Robert Pattinson, der gemmer sig bag den kappeklædte hævners maske. Forklaringen bag de forskellige roller ligger i DCEU-multiverset, idet Matt Reeves-filmen foregår i et andet univers på Jorden kendt som Earth-2.

“Batgirl” instrueres af “Bad Boys for Life”-instruktørduoen, Adil El Arbi og Bilall Fallah, og er skrevet af Christina Hodson, forfatteren bag “Birds of Prey” og Andy Muschiettis kommende “The Flash”.

Filmen er den første DCEU-film til at få eksklusiv premiere på HBO Max, hvilket den forventes at få i løbet af 2022.